Min største skræk

Day 10: Noget du er bange for

Jeg er bange for mange ting. Jeg er faktisk bare ret bange anlagt. Det er ofte enormt irriterende, men jeg kan ikke rigtig gøre for det. Er meget forsigtigt anlagt, så passer rigtig meget på, og det gør, at jeg nogen gange virker som en kæmpe fobi-freak.
Er f.eks. rigtig bange for trafik, at cykle, indbrud, mørke, at blive fuld, sko der bevæger sig af sig selv og sygdomme. Og det er slet ikke det hele. Kunne remse op i evigheder. Jeg virker nok som en kujon. Det er jeg egentlig i princippet også. Men det her er små skrækelementer i mit liv, i forhold til mine fobier:

Hylofobi: Angst for skove (Nyctohlofobi: Angst for mørke træagtige områder om natten)
Jeg kæmper rigtig meget med den her fobi. Den kommer af engang jeg var på spejderlejr. Var 10 år gammel, måske endda yngre. Vi var i nogle hytter midt i skoven. Og så en nat blev vi vækket af spejderlederne, som siger, at der er en pige som er blevet væk ude i skoven, så vi alle sammen skal ud og lede efter hende. Så, ung som jeg var, troede jeg selvfølgelig med det samme på de voksne, og gik med ud i skoven - trods for min skræk for mørke.
Vi ledte med lommelygter og fik kørt en stemning op. Jeg var ved at dø af skræk. Vi støder på en mand, som ligner at han er blevet hængt. Det er han selvfølgelig ikke, det er bare en kulisse. Men jeg bliver mega bange. Og selvfølgelig sker det, at det er mig der finder pigen som er blevet væk. Hun ligger i et hul med teaterblod over det hele og tøj der er revet i tu.
Siden da har jeg været helt sygt bange for skove. Tør ikke være i dem - eller være i nærheden af dem. Tør ikke engang sidde i en bil der kører forbi dem. Jeg har prøvet at gå små ture i skove om dagen, og sådan noget, for at bekæmpe min fobi, men jeg synes kun at det virker lidt. Og det er bare en lortefobi at ha', fordi folk synes man er et skvat, når man ikke tør være i en skov.

Pediofobi (Pupafobi): Angst for dukker
Dem er jeg godt nok bange for! Puha. Jeg kan slet ikke være i et rum, hvis der også er en dukke. Bliver nødt til at få den ud af huset, før jeg kan slappe af. Overså engang en gyser min mor og far så, da jeg var 5 år gammel, som handlede om en levende pigedukke. Og siden da har jeg været virkelig angst for dukker. Kan ikke klare dem. Tror på at de blive levende. Og det skræmmer livet af mig.

Angst for knive
Underligt nok, så findes der faktisk ikke en betegnelse for den her fobi. Har kigget sygt mange fobier igennem, og den findes bare ikke. Men det her er nok min største fobi. Og jeg har ikke noget grundlag for den, de skræmmer bare livet af mig. Er bange for, at de bliver levende og flyver op og skærer i mig eller andre. Mange gange når jeg laver mad, så bliver jeg nødt til at lægge kniven fra mig og forlade rummet, fordi den skræmmer mig. Og kan slet ikke klare folk der leger med knive! Og jeg synes bare at de gør det hele tiden. Det væreste er så, når jeg beder dem om at lægge kniven fra sig og forklarer dem hvorfor. Så bliver der bare gjort nar af mig. Men jeg begynder at ryste og græde, hvis det ikke er mig selv der styrer knivens bevægelser. Dét kan man kalde en upraktisk fobi. Virkelig. Det er meget svært at lave mad og vaske op...

Det var så mine tre værste fobier. Underligt nok, så er jeg faktisk ikke bange for normale ting, så som dybt vand, hajer, ild, klovne, edderkopper og højder.
Hvad skræmmer jer? Har I nogle decideret fobier, eller er det bare ting I er bange for?