Det var bare så smuk en film, med så fantastiske skuespillere. Har haft en kæmpe svaghed for Sean Penn, siden jeg så "I Am Sam" for første gang. Og han får bare én til at føle så meget medlidenhed med den her dødsgangsfange. Jeg kunne slet ikke holde tårerne tilbage, da filmen skred frem ad. Forstår ikke, hvorfor jeg ikke har fået taget mig sammen til at se den før. Så smuk en film. Og det får mig til at græde, når jeg tænker på, at den var baseret på en ægte historie. Den viser så godt, hvor forkert dødsstraf er. Og jeg ville så gerne sige alle mine meninger om det. Hvor forkert det er. Hvordan morderene har fortjent at rådne op i fængslet i stedet. Hvordan man risikerer at dræbe uskyldige mennesker gang på gang. Hvor u-human hele opsejlingen til selve henrettelsen er. Men kan bare ikke få det sagt rigtigt.
Jeg vil rigtig gerne have alle til at sætte sig ned og se den her film, og spekulere lidt over handlingen. Og tænke på, at det er sket i virkeligheden. Det er længe siden, at jeg har haft lyst til at give en person i en film et rigtig stort knus, selvom personen faktisk er psykopat morder. For selv mordere har følelser og har brug for kærlighed. For kærlighed er det der holder os stærke, og det er det der støtter os i vores sidste timer.
Og... åh, jeg kunne blive ved med at smede usammenhængende sætninger sammen. Men min kæreste sidder lige ved siden af mig og larmer og er irriterende, og her lugter rigtig underligt i det her rum. Er super distraheret lige nu. Øv! Nu bliver jeg helt ked af ikke at kunne skrive et ordentligt indlæg...
Jeg vender nok tilbage til det her emne en anden gang. Så skal jeg nok få skrevet noget der ikke virker total ligegyldigt. For jeg vil virkelig gerne snakke om det her. Og om, hvordan tro og kærlighed er det der holder livet sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar